Header

Af Einar Flensted-Jensen og Jørgen Stubgaard
Siden et par biædere i 1973 fik unger på vingerne i en grusgrav ved Skærum i det østlige Vendsyssel, som den foreløbigt eneste dokumenterede yngleforekomst i landsdelen, har jeg (JS) - som sikkert mange andre - haft et godt øje (og øre!) til den smukke fugl på potentielle ynglelokaliteter nord for Limfjorden.

For som det fremgår af en gennemgang af rapporterne fra NOK/Fugle og Dyr i Nordjylland fra de sidste 35 år, så ses arten jo, med enkelte undtagelser, årligt på forlænget træk med tyngdepunkt i sidste tredjedel af maj og den første uge af juni. Ikke overraskende er langt de fleste iagttagelser fra Skagen, men i øvrigt også en del ude fra især vestkystegnene. 

Det var en varm seneftermiddag, den 23. juli 2008, og normalt ville jeg, som flere gange før, have gjort stop ved den store grusgrav lige ud til landevejen i Han Herred. Dog ikke dén dag - lige indtil to Biædere i deres karakteristiske fourageringsflugt over vejen fik mig på andre tanker! Og faktisk befandt Biæderne sig allerede forinden i min underbevidsthed, for en måned før var jeg kommet hjem fra mit årlige besøg i Prespa, Grækenland, hvor jeg de sidste syv år bl.a. har haft lejlighed til at følge livet i en Biæderkoloni. De næste tyve minutter brugte jeg oppe nær kanten af grusgraven med begge fugle fortsat i området, men uden at de kom ned, så jeg kunne lokalisere en redeindgang (som jeg sad næsten lige over, skulle det senere vise sig). Da min kone og jeg havde kørt langt, var på vej hjem og jeg skulle på ferie næste morgen, så måtte en anden dokumentere den sandsynlige yngleforekomst. Derfor ringede jeg samme aften til Einar Flensted-Jensen.

Jeg (EFJ) besøger lokaliteten den følgende dag, og kort efter ankomsten ser jeg fra grusgravens kant en Biæder med føde i næbbet, og snart efter flyver den til redehullet - der er altså tale om et par ynglende Biædere. Der bliver arbejdet i grusgraven med en gummiged, og entreprenøren kontaktes for at blive orienteret om den specielle fugls rede. Der er imidlertid ingen problemer, grusgraven er under afvikling, kun allerede gravede materialer skal behandles og sælges, og det vil tage nogle måneder, hvorefter graven skal reetableres. Biæderne kan altså yngle i fred for gummigeden.

Redehullet er placeret 8 m fra grusgravens bund og omkring 1 m under terræn i grusgravens østlige side. Indgangshullet er opret ovalt ca. 20x10 cm, men snævredes hurtigt ind til omkring halvdelen. Grusgraven er omgivet af agerland med læhegn, men nærmest grusgraven er der 5-7 ha, som er afgravede og reetableret, og som ligger brak begroet af mange forskellige blomstrende urter. Det er navnlig her de gamle fugle søger føden. Ud fra den byttestørrelse, de tilbyder ungerne, vurderes de at være omkring et par uger gamle. Grusgraven har desuden omkring 150 par ynglende Digesvaler.

For at få indtryk af fuglenes yngelpleje her i landet observeres Biæderne i nogle timer på dage med forskelligt vejrlig. Det bliver til ca. 20 timers observation fordelt på 7 dage. Fuglene vælger på sædvanlig biædermaner en fritsiddende gren, hvorfra der er godt udsyn, og herfra flyver den så ud og fanger med meget stor sikkerhed de insekter, den får øje på. Enkelte gange bliver der også taget bytte på jorden. Der tages kun ét insekt ad gangen, og hvis da ikke Biæderen selv æder byttet, efter at have fjernet en eventuel brod, bringes byttet til reden. Kort før reden afgives et par kald, ungerne svarer med tiggelyde fra reden og den voksne forsvinder ind i redehullet, hvor fodringen foregår. Besvarer ungerne ikke den gamles kald, flyver fuglen igen væk og venter nogle minutter før byttet igen præsenteres for ungerne. Er ungerne stadig ikke sultne, æder den gamle fugl oftest byttet og fodringen indstilles. På dage med godt vejr fodres der i perioder på ca. 20 minutter hvor 10-18 fødeemner bringes til ungerne. Så er ungernes sult stillet og herefter hviles der i perioder på 40-70 min. Begynder det at regne indstilles fødesøgningen, og Biæderne sætter sig med næbet op mod de faldende dråber. Den 4. august regner det stort set hele dagen (ca. 35 mm), og den dag har ungerne næppe fået nogen føde. Fodringen starter først 2½ time efter solopgang, og slutter omkring 75 min. før solnedgang. Biæderne udnytter således ikke den øgede dagslængde, vi har på disse breddegrader. Det er vanskeligt at artsbestemme byttet, men det er større insekter fra honningbi-størrelse og op til de store guldsmede, med arter som honningbi, humlebier, hvepse, sommerfugle, biller og som nævnt guldsmede. Omkring grusgraven flyver ofte mange kålsommerfugle, men de indgår ikke i menuen.

Den 6. august er ungerne så store, at de fodres ved redehullet, og den 9. august er de første unger ude af reden. Familieflokken på 5 individer ses sidste gang den 17. august i grusgraven.

Ved at bruge gennemsnitsværdier for redebygning, æglægning, rugeperiode og udflyvningsalder (ca. 70 dage), må Biæderne være ankommet til grusgraven i de sidste dage af maj. Uge 22 og 23 (26. maj–9. juni) var meget solrige med gennemsnitstemperatur ca. 5 grader over normalen. Det har nok været medvirkende til at få Biæderne i gang med ynglen. Senere i perioden var vejret mere gennemsnitligt, men alligevel formår fuglene at få 3 unger på vingerne.

Da grusgraven skal reetableres, undersøges redehullet efterfølgende nærmere. Hullet er udgravet i lerblandet sand med stor stabilitet og ganske hårdt. Det lidt opret ovale indgangshul er gravet i et lille fremspring i grusgravens kant og fører via en 70 cm lang vandret tunnel ind til redehulen. Redehulen er rund med en diameter på ca. 25 cm og en højde på 10-15 cm. Bunden af redehulen er belagt af 5-7 cm tykt lag af gylp og ekskrementer med et samlet volumen på 3 liter. Dette lag består næsten udelukkende af ufordøjede kitindele fra tusindvis af insekter, stærkt lugtende af ammoniak. Sædvanlige ekskrementklatter ses ikke, men en næsten nyklækket død unge findes også.

Forfattere: Einar Flensted-Jensen og Jørgen Stubgaard - fotos: Jan Skriver