Header

Af Thorkild Lund

Nordjylland er et moseland. Her er både lavmoser og højmoser. Lavmoser er søer, der over en længere periode er fyldt op med delvist uomsatte plantedele, det vi i daglig tale kalder tørv.


De fleste lavmoser har i århundreder været stærkt udnyttet til tørvegravning, og nogle er blevet drænede og udlagt til ferske enge. Anderledes med højmoserne, som er vokset op over niveau takket være tørvemosserne, disse forunderlige planter, som ved deres livsvirksomhed skaber deres eget særegne miljø og bygger mosen op. Da især de øverste tørvelag i højmoserne er løse og af dårlig kvalitet til brændsel, har højmoserne gennem tiderne fået lov til at ligge forholdsvis uforstyrret hen indtil engang i forrige århundrede, men så gik det også stærkt med at kultivere dem, som man betegner den naturødelæggelse, som det i realiteten var. I dag regner man med, at ca. 95 % af Danmarks højmoser er forsvundet eller nedbrudte til ukendelighed. Når vi taler om mosens fugle er vi nødt til at tale om to biotoper, lavmose og højmose. Lavmosens fugle skiller sig ikke ud om som noget særligt i forhold til en stor del af det øvrige landskabs indhold af søer, enge, krat m.m. og artsrigdommen er langt større end de få fugle, vi specifikt kan træffe i højmoserne, som er fattige på næringsstoffer, hvilke igen kræver en speciel tilpasning til forholdene.

Denne artikel vil fokusere på de nordjyske højmosers fugleliv, bl.a. på baggrund af det store naturgenopretningsprojekt, der nu sættes i gang i Lille Vildmose, den største tilbageværende højmose i det nordvesteuropæiske lavland. I den sydlige del henligger 2000 ha relativt uforstyrret højmose, men den nordlige del er stærkt påvirket af menneskelig aktivitet. Det er her genopretningsarbejdet skal sættes ind, det såkaldt LIFE+ projekt hovedsaligt financeret af EU.

En oversigt over Danmarks moser af Fridlev Jørgensen fra 1942 angiver alle moser over 5 ha. Store og Lille Vildmose fremstår som de suverænt største, ikke bare i Nordjylland men i Danmark. Andre interessante moser er Råbjeg, Hals og Hou mose. Det er den for Nordjylland hævede stenalderhavbund, der danner grundlag for fremvæksten af disse højmoser. De sidstnævnte er dog særegne ved at have udviklet sig iet ribbe/doppelandskab, et marint forland af et system af revler. Men der skal være store åbne vidder på mosefladen for at højmosens fugle kan trives. Den skæbne, nemlig tilgroning af birk og pil, der især har ramt de små højmoser, har gjort dem uattraktive for højmosens fugle.

Lille Vildmose er udpeget som EU-fuglebeskyttelsområde nr. 5. og Råbjerg Mose (Jerup Hede, Råbjerg og Tolshave Mose) EU-fuglebeskyttelsesområde nr 6. Højmosernes fugle er også hedens fugle, men da hederne har lidt den samme kranke skæbne som højmoserne, er tilbagegangen for disse arter nærmest parallelt forløbende i de to økosystemer. 

Urfugl
En art, der ikke vender tilbage, uanset hvilke tiltag vi sætter i værk for at gøre naturen attraktiv for arten, er Urfugl. I 1999 blev den erklæret for uddød og markeret som sådan på den danske rødliste. En overraskende observation på Kongenshus hede i Midtjylland kunne ikke ændre dette forhold.

I Nordjylland holdt Urfuglen stand indtil 1972, da den sidste fugl blev observeret af skytten i Tofte Skov og Lille Vildmose, Peter Knudsen. En menneskealder forinden havde urfuglen været en karakterfugl i mosen. Den navnkundige ornitolog, gårdejer Karl O. Pedersen, som havde sin gang i området fra 1930 til hen i 60'erne, har flittigt noteret dens forekomst. Hans oplevelse en tidlig morgen med Urfuglene på skoggerpladsen har han stemningsfuldt beskrevet i en artikel til ”Dansk Jagt”. I en artikel bragt i samme jagtblad i 1936 af lensgreve H.C. Schimmelmann, ejeren af mosen og Tofte Skov, skriver greven, at der er en bestand på 5-600 urhøns. Det er nok stærkt overdrevet og passer dårligt med Karl O. Pedersens noter. Endvidere beretter greven, at det er vanskeligt af drive jagt på dem, og at hundene har problemer med drevet hen over den ujævne moseflade. Han foreslår derfor, at man bør indføre jagt på kokkene på skoggerpladsen om foråret. I 1943 oplyser Westerskov i en artikel i DOFT at bestanden er 200. Det er nok mere realistisk. Men så går det også jævnt tilbage. Tre publikationer fra Vildbiologisk Station (Johnsen 1967, Degn 1973, Degn 1978) vidner om de sidste søm i ligkisten: 1967: 30, 1968: 25, 1969: 25, 1970: 20, 1971: 20, 1972: 10, 1973: 0. Urkokken var ifølge loven jagtbar indtil 1973, men de sidste mange år var der ikke drevet jagt på arten i Lille Vildmose. Urfuglenes drastiske forsvinden kan undre, idet man skulle tro, at fuglene havde optimale forhold i det store uforstyrrede moseområde. Også i mosens nordlige del i Høstemark mose blev der truffet Urfugle. Den sidste skulle være blevet set i vinteren 1971 (Aa. Søgaard pers. medd.).

Store Vildmose rummede ligesom Lille Vildmose en stor urfuglebestand. Men allerede i 1920 gik man i gang med at kultivere mosen langt mere gennemgribende end i Lille Vildmose, hvor man først gik i gang i den nordlige del i 1937. Dog blev der efterladt nogle fragmenterede højmoseområder Store Vildmoseområdet, hvor Urfuglen holdt stand til begyndelsen af 60'erne. I Nordjyllands Fugle fra 1978 bliver der redegjort indgående for artens forekomst og forsvinden i området. Bogens redaktør, Anders Pape Møller, der selv stammer fra egnen, har forhørt sig grundigt, mens det endnu var i frisk erindring blandt de lokale og har støvet alle relevante kilder op. Jeg nævner i rækkefølge de lokaliteter i og med tilknytning til Store Vildmose, hvorfra den forsvandt begyndende omkring 1920: Lundergaards Mose 1920, Kaas Mose ca. 1950, Toftegårdene 1960-62, Nørrehalne Vildmose 1962, Nordlige Vildmose 1963. (Westerskov 1943, Johnsen 1966, Møller 1978). For de øvrige højmoser i landsdelen ligger de sandsynlige forekomster så langt tilbage i tiden, at de ligger uden for rammerne af denne artikel. Når Hals Mose er nævnt, skal det dog lige tilføjes, at urfuglen forsvandt herfra i begyndelsen af 1900-tallet. I det øvrige land holdt enkelte bestande endnu stand en 10-15 år dog kun ved hjælp af massive plejeforanstaltninger på de sidste tilholdssteder. At Urfuglen er en mosefugl viste sig ved, at nogle af artens sidste tilholdssteder (uden indgribende management) var de sønderjyske moser.

At den almindelige forarmning af naturen er hovedårsagen til Urfuglens tilbagegang og uddøen er hævet over enhver tvivl. Mangt og meget er skrevet og sagt i den anledning. Under kildegennemgangen er jeg dog stødt på noget, der kan være en yderligere årsag. Degn (1978) nævner at urfuglen blev fredet fra 1840-1871, efter man havde konstateret en drastisk tilbagegang. Det var i forlængelse af, at skydevåben var blevet almindelige, og jagten på hederne var fri. I perioden 1870-1930 steg bestanden markant for derefter at falde på ny. Det var perioden for den store rovfuglekrig. Disse nu højtskattede fugle (og i nogen grad også ræven) var dengang næsten fraværende i dansk natur på grund af en skånselsløs forfølgelse. Når sidste led i fødekæden mangler, kan det vel ikke andet end påvirke fødegrundlaget.

Trane
I 1992 ynglede der to par traner i Nordjylland. I foreliggende nummer af Nordjyllands Fugle kan der berettes om godt 70 ynglepar i 2011, en rigtig succeshistorie. Nu yngler de nordjyske Traner ikke bare i moser for ikke at sige højmoser. Men man har lov til at slutte, at moserne har været de optimale ynglebiotoper, når netop disse blev valgt på et tidspunkt, hvor bestanden var minimal. Tranen var fra omkring 1850 fraværende som dansk ynglefugl (Grell 1998). Indvandringshistorien er forbundet med megen usikkerhed. Det er dog sandsynligt at Lille Vildmose har været et af de første steder, hvor arten har gjort yngleforsøg i forrige århundrede. Karl O. Pedersens var forsigtig med at slutte sig til en arts ynglestatus, hvis ikke det kunne dokumenteres, ved at man havde fundet rede, æg og unger. Allerede fra 1928 noterede han Traner i yngletiden, men vi skal først hen til 1952, før man gør det første redefund i Lille Vildmose (samtidig med Råbjerg Mose). Herefter ynglede der formodentlig et enkelt par årligt indtil 1972, da Tranerne af uforklarlige årsager udeblev som ynglefugle i mosen indtil 1992, hvorpå de igen indfandt sig ynglende i den centrale Tofte Mose. Vi er nu fremme ved den tid, hvor arten ekspanderer som dansk ynglefugl, men ikke i Lille Vildmose, som i de følgende år kun rummer det ene par. I 2004 opgiver Tranerne helt den gamle ynglelokalitet for at forlægge residensen til den nordlige del af mosen, hvor tørvegravningen var ved at blive udfaset, og vegetationen indfandt sig på ny. I denne del af Lille Vildmose har der de sidste par år ynglet 3-4 par. Dog med ringe ynglesucces, idet kun et par har haft held til at få unger på vingerne. Og hvorfor yngler de ikke længere ude på den store åbne højmose? Kan det tænkes, at Vildmosens ørne er årsagen.

Råbjerg Mose er den anden vigtige tranelokalitet med en længerevarende kontinuitet i forekomsterne. Også her er der usikkerhed om, hvornår det første tranepar ynglede, I Nordjyllands Fugle (Møller 1978) bliver årstallet angivet til 1938, men først i 1952 har man sikker dokumentation for ynglen, bl.a. blev den ene af to unger ringmærket (Lyneborg Jensen 1952).  I sammenligning med Lille Vildmose foreligger der ikke nær så mange beskrevne ynglefund fra Råbjerg Mose ud over nogle udsagn om, at den yngler uregelmæssigt indtil vi når omkring 1990, hvor kilderne bliver mere pålidelige, men det er også på det tidspunkt, hvor tranebestanden ekspanderer. I de efterfølgende år omtales 2-3 par, men her er medregnet alle ynglefugle i det fuglebeskyttelsesområde, der i dag betegnes ”Jerup Hede, Råbjerg Mose og Tolshave Mose”.  I dagens Danmark rummer det nordligste Jylland en stor del af landets ynglebestand. Hulsig Hede og Milesøerne er dog ikke moseterræn og skal derfor ikke omtales i denne artikel.

Mosehornugle
Selvom Mosehornugle er en såkaldt bilag-1 art på fuglebeskyttelsesdirektivet og på udpegningsgrundlaget for EU-fuglebeskyttelsesområdet, Lille Vildmose, er der mig bekendt aldrig ført dokumentation for, at den har ynglet der. Ifølge ”Fugle og Dyr i Nordjylland” blev der godt nok i 2003 og 2005 i mosen observeret to fugle samtidigt i ynglesæsonerne, men uden yderligere indikation for, at de har ynglet. I de første numre af ”Fugle og Dyr i Nordjylland ( NOK )” bliver der angivet nogle tal af sikre ynglepar i Nordjylland, men ikke henført til nogen lokalitet. Det samme er tilfældet i Nordjyllands Fugle. Det er sikkert ud fra et velment ønske om at hemmeligholde en sårbar ynglefugls ynglelokalitet. I dag er denne hemmeligholdelse et tab i bestræbelserne for at sikre gunstig bevaringstatus for arten, som har status som bilag 1-art. Lad dette være en opfordring til at finde gamle optegnelser frem og f.eks. indtaste dem i DOFbasen.

Hjejle
I folks bevidsthed er Hjejlen hedens fugl mere end nogen anden og ikke uden grund. I dag rummer landet kun få tilbageværende hedestrækninger og tilsvarende få ynglefugle. Bemærkelsesværdigt er det dog, at Hjejlen, selv mens der ynglede en del herhjemme i begyndelsen af 1900-tallet, manglede i Vendsyssel (Thamdrup 1939). I Himmerland var artens sidste opholdssted Lille Vildmose og ikke de vesthimmerlandske heder. Så I denne sammenhæng bliver også Hjejlen indlemmet i det eksklusive selskab af mosefugle. Almindelig har den nok ikke været. I 1937 konstaterede Thamdrup og Karl O. Pedersen fire par i den nordlige del af Lille Vildmose, som stod for at blive opdyrket. Trods en del eftersøgning blev den aldrig fundet ynglende indenfor vildthegnet dog med en enkelt undtagelse i 1946 (Kjær 1949). Trods kultivering og tørvegravning forsvandt Hjejlen dog ikke med det samme. Med Karl O. Pedersen som ophavsmand omtales en række ynglefund i 40'erne og 50'erne specielt på tørvelæggepladserne. Sidste påviselige ynglepar henføres til 1964. På samme tid dukkede der uventet ynglende Hjejler op i Store Vildmose, men igen på en for arten atypisk ynglehabitat, de fræsede moseflader, hvor der blev indvundet tørvesmuld. (Fabricius & Hald-Mortensen 1969). 

Tinksmed
Tinksmed har vel aldrig haft højmosen som sit sin foretrukne ynglelokalitet. Åbne klitsøer og hedemoser er artens foretrukne habitat. Men til forskel fra de øvrige nævnte arter veksler den ikke med ophold på de hel- eller halvkulturer, der findes i omgivelserne. Råbjerg Mose rummede så sent som i 50'erne 15 par, mens Lille Vildmose rummede 4 par. Lokaliteten omkring de såkaldte luner var den foretrukne ynglehabitat (Pedersen 1959). Samme kilde anfører også Hals Mose med 2 par og Store Vildmose med 2 par. Disse ynglefugle er for længst forsvundne. Indtil 1984 kunne man se og høre Tinksmed varsle i yngletiden ved den nyetablerede Tofte Sø (Tscherning Clausen m.fl. pers. medd.). Som bekendt kan arten i dag kun træffes ynglende i Hanstedreservatet, og dens status som mosefugl i Danmark hører fortiden til. I hvilket tempo Tinksmed forvandt fra moserne i det øvrige Nordjylland, og her må vi formode at Råbjerg Mose har været sidste skanse, foreligger der ikke rigtigt noget om i pålidelige kilder. Nutidens moser kræver pleje, først og fremmest ved at lukke de dræn og grøfter, der afvander naturtypen og baner vej for en tilgroning først og fremmest af birk. Om Tinksmed i så fald endnu ville være ynglefugl i de nordjyske højmoser, skal jeg ikke påstå. Men finder der ikke fremover en opvækstrydning og en genopretning sted med sløjfning af drænene, vender den under ingen omstændighed tilbage som ynglefugl.

Stor Regnspove
Mens tilbagegangen for de hidtil nævnte arter er den rene bedrøvelighed er Storspovens fremgang siden den genindvandrede i begyndelsen af forrige århundrede en succeshistorie. I de seneste årgange af ”Fugle og Dyr i Nordjylland” nævnes Råbjerg Mose med 10-14 par, Store Vildmose med 8-10 par og noget tilsvarende for Lille Vildmose. En yderlig behandling af disse tal vil jeg undlade til fordel for indvandringshistorien, der viser artens præference for Højmoser. Storspoven har i de mere officielle fortegnelser over Danmarks fugle (Grell 99) opnået sin status som dansk ynglefugl med første redefund i 1934 på Randbøl Hede. Karl O. Pedersen omhyggelige notater vidner dog om, at arten har indfundet sig som ynglefugl i Lille Vildmose allerede en gang i tyverne (Pedersen 1965). Men først i 1937 gør man et redefund på den store Tofte Mose (Thamdrup 1937). I Råbjerg Mose konstateres arten som ynglende i 1945 og i Store Vildmose 1955 (Pedersen 1965). Herefter går det tilsyneladende kun fremad. Når Storpoven har haft en sådan fremgang som ynglefugl, skyldes det sikkert, at udgangspunktet var en bestand udsat for et stort jagttryk, samt at arten er mere tilpasningsdygtig i forhold til det dyrkede land. Storspoverne fouragerer gerne på ferske afgræssede enge i forbindelse med moser og heder, hvor arten traditionelt indfinder sig for at yngle.

Bevidstheden om, hvordan fuglelivet har udfoldet sig før i tiden, er vigtig for forståelsen af hvilke midler, der skal iværksættes for at bevare, beskytte og vende en nedgang i antallet af ynglefugle. Med disse ord udtrykkes samtidigt et håb om, at de tilbageværende højmoser gennem god forvaltningspraksis vil kunne huse rigtig mange mosefugle i fremtiden.

Litteraturliste:
Degn, H.J. 1973: Urfuglens forekomst i Danmark 1973. Danske Vildtundersøgelser hæfte 22, Kalø.

Degn, H.J. 1978: Bestandsændringer hos Urfugl i Danmark op til 1978. – Danske Vildtundersøgelser hæfte 31, Kalø.

Fabricius O. & Hald-Mortensen P. 1969: Hjejlen som ynglefugl i Danmark 1963-1966. – DOFT 63 s. 137.

Ferdinand, L. 1980: Fuglene i Landskabet 1980. – DOF København.

Grell, M. 1998: Fuglenes Danmark – DOF, København 1998.

Johnsen, A.H. 1967: Urfuglen i Danmark 1967. – Danske Vildtundersøgelser hæfte 14, Kalø.

Kjær, T. 1949: Ynglende Stor Regnspove i Lille Vildmose. – DOFT 43 s.179.

Kjær, T. 1951: Sort Stork og Trane i Lille Vildmose. – DOFT 45 s. 225.

Lyneborg Jensen, L. 1952: Tranen atter ynglefugl i Danmark. – DOFT 46 s.129.

Møller A.P. 1978: Nordjyllands Fugle. – Klampenborg.

Nielsen, M & Nielsen, T 1998: Fuglelokaliteterne i Nordjyllands Amt – DOF København.

Pedersen, K.O. 1932: En morgen i Lille Vildmose – Dansk Jagttidende.

Schimmelmann, H.C. 1936: Vildmosens vildt – Dansk Jagttidende.

Thamdrup H.M. 1937: Lille Vildmose. – Flora og Fauna 43 s.129.

Thamdrup H.M. 1939: Den nuværende bestand af ynglende Hjejler i Danmark – DOFT 33 s.139.

Thøgersen F. 1942: Danmarks Moser – Hedeselskabet.

Torp Pedersen, E. 1959: Tinksmeden som ynglefugl i Danmark. – DOFT 53 s. 53.

Torp Pedersen. E. 1966: Stor Regnspove som ynglefugl i Danmark. – DOFT 59 s. 235.

Westerskov, K. 1942: Urfuglens forekomst i Danmark. – DOFT 36 s.173.

Der er ikke angivet kildehenvisninger til ”Fugle og Dyr i Nordjylland”, som har været et vigtigt redskab i udarbejelsen af artiklen.

(DOFT: Dansk Ornithologisk Forenings Tidsskrift).