Header

Af Esben Sloth Andersen og Anders Grøndahl Nielsen

Få, vigtige og sårbare
Rold Skov er højborgen for Sortspætte i Nordjylland. Det allerførste ynglepar i Nordjylland blev fundet i Rold Vesterskov i 1972 (Møller 1978), i 1990’erne var der 10–12 par (Nielsen og Nielsen 1998), og i 2010 kunne Rold Skovcaretakergruppen finde 7-10 ynglepar (Caretakergruppen 2012b). Disse tal bygger især på registreringen af mulige og sandsynlige ynglefugle. Men i 2012 vurderede caretakergruppen for Rold Skov, at der er behov for registrering af sikre ynglepar og deres ynglesucces.

Det skyldes ikke kun at Sortspætten er en del af udpegningsgrundlaget for dén hovedpart af skoven, der er fuglebeskyttelsesområde (baseret på EU´s fuglebeskyttelsesdirektiv). Det skyldes også at arten har stor betydning for de hulrugende arter, der udnytter gamle Sortspættehuller (bl.a. Huldue, Allike og i fremtiden forhåbentlig Perleugle).  Det er bemærkelsesværdigt, at der i 2012 for første gang i lang tid ikke blev observeret Sortspætte nord for Limfjorden. Men fra en livskraftig Sortspættebestand i Rold Skov kan der spredes fugle til de mindre heldige områder. Spørgsmålet er derfor om Rold Skov er i stand til at levere et sådant overskud. Eksemplet Bornholm viser, at dette langt fra er sikkert. Øen rummede i 1990’erne én af de tætteste bestande i landet (Grell 1998). Men på det tidspunkt var det allerede begyndt at gå tilbage (Hansen 1999). Efter år 2000 kom der kun oplysninger om én hun! Til
gengæld søgte mange hanner desperat efter en mage på territorier, der gik fra at være store til enorme (Andersen 2006). Derfor er det ikke mærkeligt, at der på Bornholm slet ikke er set Sortspætte siden 2008! Det er også klart hvorfor det ikke er tilstrækkeligt at vurdere yngleparrene ud fra spredte iagttagelser af hannernes territoriehævdelse (såkaldt ”sandsynlige ynglepar”). Selv om Sortspætten i de senere år er gået tilbage flere andre steder i Danmark, så er den gået frem i Sønderjylland (Heldberg og Nyegaard 2012). Bestandenes tilbagegang eller vækst bygger på en hårfin balance, og den skyldes, at en Sortspætte lever et hårdt liv. Den kan i princippet leve i 15 år, men en stor undersøgelse fra succesperioden på Bornholm viste at hannerne i gennemsnit begyndte at yngle, når de var 1,7 år gamle, og at de døde, når de var knap 5 år gamle. Hunnerne startede et halvt år før og døde et år tidligere (Hansen 1999). De har altså ikke mange år til at sikre et tilstrækkeligt antal efterkommere til at opretholde bestanden. Et succesfuldt ynglepar kan ganske vist årligt opfostre omkring 3 unger. Men de  uerfarne unger livet farligt – med fare for flyveulykker og for at blive spist af høge, ugler og mårer. Desuden er det langt fra sikkert, at et par får ynglesucces. Sortspætten er nemlig sårbar overfor ændringer i skovdriften, der påvirker mulighederne for redebygning og fouragering, og arten er særlig sårbar, fordi det er små Sortspættebestande, der findes i de for skellige dele af Danmark. Derfor oprustede caretakergruppen i 2012 med hensyn til viden og registreringsmetoder, ikke mindst takket være en stor og værdifuld hjælp fra Sortspætteeksperten Hans  Christensen fra Tønder.

Problemer ved registreringen af ynglepar
Danske feltornitologer opfatter Sortspætten som en bemærkelsesværdig art, så den bliver flittigt indrapporteret i DOFbasen. Men det kniber med registreringen af sikre ynglepar. Dette problem blev overfor artiklens forfattere påpeget af Hans Christensen og af Per Ekberg Pedersen fra caretakergruppen for Grib Skov. De pegede også på, at en undersøgelse af resultatet af parrenes aktiviteter, specielt deres ynglesucces, er vigtig (Christensen 2011). Den ret omfattende internationale litteratur om Sortspætte (sammenfattet af Blume 1996 og Gorman 2011)
støtter disse konklusioner. Hans Christensen (2012) understregede i et notat til Rold Skov-caretakergruppen nødvendigheden af ikke som hidtil at lade sig nøje med eftersøgningen af ”sandsynlige ynglepar”. Denne betegnelse omfatter ”trommende fugle” og ”gentagne observationer af skrigende fugle fra marts til juli”. Jagten på sandsynlige ynglepar dominerede i DOFs landsdækkende caretakerprojekt. Men den kan let give indtryk af flere par, end der reelt er tale om. Sortspætter flyver endnu mere omkring end andre spætter. Selv i artens kerneområder
i Europa kan der være tale om et revir på 4 kvadratkilometer, og i Rold Skov kan revirerne måske være endnu større. Desuden er det forkert at satse på at finde støjende fugle. Mange Sortspætter, der yngler med den samme mage som sidste år, og som bruger et gammelt redehul, reklamerer meget lidt for, at de igen er ved at ”starte op”. Derimod er meget skrigende eller trommende individer (både hun og han kan begge dele) typisk ikke-udparrede fugle. Det drejer sig i stedet om især at iagttage den mindre tydelige aktivitet hos udparrede individer. De bruger jævnligt trommen og kvi-kald ved forstyrrelse. Andre gode tegn på at være i nærheden af et uopdaget redehul kan være, at man hører siddekaldet eller måske endda det mere stille kald, der lyder som en Allike. Sene observationer af kald og trommen fra medio maj tolkes af nogle som tegn på tilstedeværelse af et ynglepar. Men det er snarere et tegn på en manglende etablering af ynglepar. Den ikke-udparrede fugl gør opmærksom på sig selv for at tiltrække en mage, og disse kald viser derfor at der med al sandsynlighed er et territorium, hvori der ikke bliver etableret et ynglepar. Æglægningen skal nemlig helst være påbegyndt i midten af maj, for at ungerne kan nå at blive flyvefærdige, inden de voksnes fjerfældning begynder. Det er dog observeret, at der i løbet af ganske få dage kan etableres et par, der begynder at ruge sent i sæsonen, men det er mere undtagelsen end reglen. Rold Skov-gruppens tidligere metode i eftersøgningen af ”sikre ynglepar” har heller ikke været perfekt. Hans Christensen påpegede, at når Sortspætten ruger fast, typisk fra midt i april (men det kan variere ± 14 dage), så ser man den ikke kigge ud af hullet. Rugeskiftene er det eneste, man på det tidspunkt ser, og de sker typisk med mindst 2 1/2 times interval. Da hannen ruger om natten, så sker det første rugeskift om morgenen ved ankomst af en hun (typisk 1–2 timer efter solopgang); og ved dagens sidste er det hannen, der tager over (typisk 2–3 timer før solnedgang). Kontrol midt på dagen nytter altså ikke meget, fordi det er svært at gætte, hvornår der sker noget. Det nytter heller ikke meget at lytte efter unger, der skriger fra hullet. Det gør de kun i forbindelse med fodring, og det kan ikke høres ret langt væk. Desuden er udfløjne unger meget svære at registrere, og de kan allerede efter få dage være meget langt fra redetræet. På trods af vanskelighederne konkluderede Hans Christensen i notatet, at Sortspætten er velegnet og relevant som fokusart. Det er den spætteart, der er lettest at registrere ordentligt. Den har for menneskers sanser lettere stemmer, signaler og anden adfærd end f.eks. Grønspætte og Stor Flagspætte. Og det er desuden noget lettere at se forskel på hannen og hunnen. Uheldigvis færdes de enkelte individer som nævnt over meget store arealer. Et vigtigt redskab i indkredsning af og opgradering til sikre ynglepar er derfor et kendskab til hultræerne.

Redehuller og ekstra huller
På grund af Sortspættens kraftige stemme er dens tilstedeværelse ret let at registrere, men selve redetræet kan være ganske vanskeligt at finde. Når bøgen først er sprunget ud kan det være næsten umuligt at finde nye re dehuller, og derfor bør allerede eksisterende redehuller registreres i sæsonen efter løvfaldet. Da gamle redehuller i bøg ofte genbruges vil dette lette arbejdet i foråret betydeligt. For nye redeplaceringer anbefalede Per Ekberg Pedersen i en personlig kommentar følgende procedure: ”Lyt efter sortspættens kald og gå efter lyden. Når du er 
så tæt på og kan se hvad der foregår uden at forstyrre, sætter du dig ned og iagttager spætten eller spætterne. På denne måde vil redestedet og formentlig også redehullet kunne findes.” Sortspætterne er meget flittige udhuggere af sove- og redehuller. Disse huller er placerede så det er svært for rovdyr (delvist bortset fra skovmår) at lave plyndringer. Redehullerne kan findes i nåletræer, men i store dele af Danmark findes de typisk mindst 10 meter oppe i store bøgetræer, og der er ingen grene nedenfor. Det er altså ikke i troldeskovene man skal søge
efter hultræerne men især i bevoksninger med ranke og godt opstammede træer. Bevoksningernes alder og jordbundstype har også indflydelse på hvor velegnede de er til Sortspættehuller, da veddet helst skal være blødgjort af kerneråd, før Sortspætten påbegynder reden. Det er især bøgebevoksninger på 80–100 år, der skal eftersøges på sandet, næringsfattig jordbund. Men bøgebevoksninger på næringsrig jordbund skal ofte have en alder på 100–120 år for at være egnede til redehuller (personlig kommentar af Hans Christensen). Der er også en chance for at finde redehuller i store nåletræer, men igen må der ikke være grene eller høj underskov nedenfor hullet. I bøgebevoksninger synes ca. halvdelen af yngleparrene at genbruge de gamle redehuller. Der ses især en tendens til, at par, der tidligere har ynglet i territoriet genbruger hullerne, mens nye ynglefugle er mere tilbøjelige til at lave nye redehuller. Sortspætteparrenes genbrug af deres redehuller kan i princippet give problemer, fordi skovmåren er god til at huske gamle huller. I Hans Christensens 30-årige undersøgelsesperiode i Sønderjylland er
der dog kun ganske få eksempler på prædation af Sortspættereder. Problemet er i stedet snarere at der med tiden vil begynde at løbe vand ind i redehullerne. Det gør dem ubrugelige som reder, omend de i visse tilfælde stadigvæk kan bruges til overnatning. Da mange af disse huller desuden kan holde i mange år, så kan en ret fåtallig bestand af Sortspætte producere mange huller. En del af dem bruges af Sortspætterne som sovehuller, andre hjælper med at løse boligproblemerne for en del andre fuglearter. Der er i Rold Skov en generel boligmangel for de store hulrugende fugle, som ikke selv kan udhugge deres rede. Moderne skovbrug tillader nemlig kun få store hensygnende træer med naturlige redehuller. Desuden kan de fleste naturlige huller ikke bruges, fordi de er placerede, så de kan let plyndres af rovdyr. Boligproblemerne har været specielt alvorlige for Hulduen, men de synes i stort omfang at være blevet løst (Møller 1978, Caretakergruppen 2012b, 2012a). Hulduen var for bare 30 år siden en sjælden ynglefugl, men dog med 2 par i Rold Skov. I midten af 1990erne var der omkring 20 ynglepar i Rold Skov og i 2010 kunne caretakergruppen – især i gamle og nye Sortspætteterritorier – registrere over 80 Hulduehanner! I hvert fald i udlandet har Sortspættehullerne desuden stor betydning for Perleuglebestanden. Hullerne er især værdifulde, hvis de opsatte redekasser ikke er mårsikrede. En tysk undersøgelse har således vist, at Perleugle får omkring dobbelt så mange flyvefærdige unger i Sortspættehuller i forhold til opsatte redekasser uden mårsikring (Meyer 2003). Redehullerne giver også de aggressive Alliker mulighed for at etablere sig i skoven (Hansen 1984), af og til ved at de mobber Sortspætter væk fra deres redehuller.

Ynglesucces i Statsskoven
Caretakergruppen har i 2012 brugt sin øgede viden om Sortspætternes adfærd og betydning til en forbedret registrering. Årets systematiske undersøgelse foregik i Statsskoven, som kun udgør 25% af Rold Skov. Der blev løbende lavet observationer af de tre fundne Sortspættepar ved deres nye eller forbedrede redehuller. Til vores overraskelse var to af disse huller i gamle graner (en ædelgran og en nobilisgran), mens der kun var et redehul i en gammel bøg. Der var konstant aktivitet ved alle tre reder. I et af hullerne kunne tre unger ses samtidig, og de voksne lokkede til udflyvning ved kald og mindsket fodring. Ungerne havde altså klaret den korte rugeperiode (ifølge Hans Christensen på 12 dage) og de var ved at være flyvefærdige efter den efterfølgende opfodringsperiode i redehullet (på op til 4 uger). De fløj ud ligesom alle ungerne fra de to andre par. Denne succes var bemærkelsesværdig på grund af redehullernes placering. To af de tre par havde reder ved skovveje, og den tredje rede lå mindre end to hundrede meter fra en stærkt trafikeret landevej. Men det så altså ikke ud til, at den jævnt fordelt gående, cyklende og kørende trafik påvirkede yngleaktiviteterne i nævneværdig grad. Umiddelbart efter at yngletiden er overstået, benyttes årets ynglehul ikke af Sortspætterne. Men erfaringer fra andre dele af landet peger på, at ynglehannen allerede i juli ofte vil vende tilbage til redehullet for at bruge dette til overnatning. Nu venter vi spændt på, hvad der vil ske i næste ynglesæson. Ifølge den ovennævnte bornholmske undersøgelse har hannerne tre fjerdedeles chance for at overleve til næste år, mens hunnerne må nøjes med to tredjedeles chance (Hansen 1999). Overlevelser er mere problematisk for de observerede unger, men vi håber, at mange af dem vil de indgå i den fortsatte undersøgelse i 2013.

Trusler og muligheder
Sortspætte er som nævnt en del af udpegningsgrundlaget for Rold Skov som fuglebeskyttelsesområde (og dermed som Natura 2000-område). Derfor er det uheldigt, at der i sommeren 2012 blev udarbejdet et ret uambitiøst forslag til Natura 2000-handleplan for Rold Skov af kommunerne Mariagerfjord, Rebild og Aalborg sammen med Naturstyrelsen. Hovedproblemer var, at der ikke blev lagt op til en ændring af de voldsomme skovningsaktiviteter i fuglenes yngletid. I de ”gode gamle dage” foregik skovningsarbejdet mest om vinteren, hvor det ikke forstyrrede fuglene, og man brugte simple maskiner. I dag sker arbejdet året rundt med store og forstyrrende skovningsmaskiner; og der er iagttaget brændesankning i det sene forår. Der er et meget stort behov for en regulering af disse aktiviteter. I øvrigt er specielt Statsskoven præget af et stærkt stigende publikumspres. Det er de længevarende forstyrrelser fra skovarbejde og fra det almindelige publikum, der er alvorlige. Det blev observeret, at der blandt årets tre ynglepar i Statsskoven var et af parrene, der virkede mere nervøse, når der var menneskelig aktivitet i nærheden. Dette par ynglede i en af de mindre trafikerede afdelinger i skoven, så det var derfor ikke vænnet til forstyrrelser. Mere generelt kan længerevarende forstyrrelser i nærheden af redetræet give problemer i en del af yngletiden. Hannen og hunnen skiftes til at udruge æggene og varme ungerne i ca. 8 dage efter klækningen. Under rugeskiftet forekommer det, at fuglen, der har ligget på reden ved forstyrrelse, flyver væk før den afløsende Sortspætte er kommet helt hen til redetræet. Hvis der under dette skift forekommer en forstyrrelse, så afholder den afløsende fugl sig fra at flyve hen til redetræet. Derfor vil æg eller unger være uden varme, og er denne forstyrrelse længerevarende, vil kuldet gå til. Af denne grund bør der ikke være længerevarende forstyrrelser i nærheden af reden i denne kritiske periode fra begyndelsen af april til sidst i maj (Christensen 2011). Der er gode muligheder for at hjælpe Sortspætterne til ynglesucces. Ud over mulighederne for at mindske de længevarende forstyrrelser, bør den så småt påbegyndte markering af træer med Sortspættehuller nævnes. Efter råd fra Hans Christiensen laves en påmalet markering samt en registrering af påbegyndte og færdige sove- og redehuller i Google Maps. Det gør det lettere for caretakerne at finde yngleparrene i de efterfølgende sæsoner. Caretakernes markeringer og registreringer sker efter aftale og i samarbejde med skovvæsnet, som vil sikre at redetræerne ikke bliver overset i forbindelse med fremtidigt skovningsarbejde. Også huller, der ikke bruges til reder, samt påbegyndte huller vil blive skånet. Et 15-årigt belgisk projekt viste, at en sådan indsats gavner  Sortspætternes ynglesucces (Gorman 2011). Desuden ophjælpes bestandene af andre fugle som Huldue, Allike og potentielt Perleugle.

DOFs landsdækkende caretakerprojekt sluttede med udgangen af 2012 og den store Atlasundersøgelse af Danmarks fugle starter først i 2014. Men caretakergruppen for Rold Skov fortsætter uden pause. En af dens hovedopgaver er fortsat at holde øje med Sortspætterne i Rold Skov.

Referencer
-  Andersen, C. (2006): Sortspætten på Bornholm, Natur på Bornholm, 2006, 4.
-  Blume, D. (1996): Schwarzspecht, Grünspecht, Grauspecht, Neue Brehm-Bücherei: Magdeburg.
-  Caretakergruppen (2012a): Rold Skov – Status 1995 og 1980, http://www.dofbasen.dk/IBA/sider. php?lokid=4&sideid=417
-  Caretakergruppen (2012b): Rold Skov – Status 2010, http://www.dofbasen.dk/IBA/sider. php?lokid=4&sideid=416
-  Christensen, H. (2011): Ringmærkning af Sortspætteunger i det dansk-tyske grænseland 2011, http://ringmaerkning.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=671
-  Christensen, H. (2012): Økologisk kommentar ud fra udforskning af fokusart Sortspætte i Rold Skov, upubliceret notat til caretakergruppen for Rold Skov.
-  Gorman, G. (2011): The Black Woodpecker – a Monograph on Dryocupus martius, Barcelona: Lynx.
-  Grell, M.B. (1998): Fuglenes Danmark, København: Gad.
-  Hansen, F. (1984): Der Schwarzspecht Dryocopus martius als Brutvogel auf der dänischen Insel Bornholm, Annales Zoologici Fennici, 21
-  Hansen, F. (1999): Black Woodpecker (Dryocopus martius) on the island of Bornholm (Baltic Sea), Tichodroma, 12 (Suppl. 1)
-  Heldberg, H. og Nyegaard, T. (2012): Op og ned for Sortspætten, Fugle og Natur, november
-  Meyer, W. (2003): Mit welchem Erfolg nutzt der Raufußkauz Aegolius funereus (L.) Naturhöhlen und Nistkästen zur Brut, Vogelwelt, 124
-  Møller, A.P. (red.) (1978): Nordjyllands Fugle – deres yngleudbredelse og trækforhold, Klampenborg: Scandinavian Science Press.
-  Nielsen, T. og Nielsen, M. (1998): Fuglelokaliteterne i Nordjyllands Amt, København: Dansk Ornitologisk Forening.