 Taigasædgås - foto: Hans Henrik Larsen |
Af Ole Roland Therkildsen
En lille bestand af Taigasædgæs, der yngler i det nordlige Skandinavien, overvintrer hvert år i Lille Vildmose. I kuldeperioder kan dele af bestanden trække til Nørreådalen og området omkring Tjele Langsø. Da der generelt mangler viden om de Taigasædgæs, der forekommer i Danmark har Naturstyrelsen finansieret et projekt, der skal indsamle viden til understøtning af forvaltningen af bestandene. Projektet har bl.a. til formål at afgrænse delbestandene af de danske Taigasædgæs, forbedre bestandsopgørelserne, udarbejde overlevelsesanalyser og indsamle viden om bestandens reproduktion samt dens habitatudnyttelse. Projektet skal bidrage til en international forvaltningsplan for Taigasædgæs.
I november 2014 og 2015 gennemførte DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet -derfor for første gang fangst af Taigasædgæs i Lille Vildmose med hjælp fra den hollandske gåsefanger Kees Polderdijk. Kees benytter en traditionel, hollandsk fangstteknik, hvor tamme Taigasædgæs bruges som lokkefugle.
I 2014 lykkedes det at fange i alt 49 Taigasædgæs, hvoraf fire hunner blev udstyret med en GPS-logger monteret på et halsbånd, mens de resterende 45 gæs fik påsat halsbånd med en individuel kode. I 2015 blev i alt 32 Taigasædgæs mærket. Heraf blev fem hunner udstyret med GPS-logger. I begge år fik alle individer påsat en metalring af den type, der traditionelt bruges til ringmærkning samt en farvet benring med kode. GPS-loggerne forsynes med strøm fra et integreret solpanel. Det er muligt at kommunikere med GPS-loggerne via GSM-netværket, og vi modtager derfor løbende data fra loggerne, ligesom vi kan justere, hvor ofte vi ønsker, at de skal registrere og sende positioner til os.
Mærkningen har allerede givet os ny viden om Taigasædgæssene og her gennemgås de vigtigste resultater med fokus på de data, som de fire GPS-loggerne, der blev påsat i november 2014, har leveret.
Efter mærkningen i november opholdt No. 1, 2 og 4 sig i Lille Vildmose gennem vinteren med enkelte afstikkere til Nørreådalen/Tjele i forbindelse med kuldeperioder. De tre individer forlod Lille Vildmose omkring månedsskiftet februar/marts, idet de alle trak til den vigtige, svenske forårsrasteplads Östen, der er beliggende mellem Vänern og Vättern. Her opholdt No. 1 sig dog kun et par døgn før den trak videre til Uppsala, som på dette tidspunkt lå umiddelbart syd for snedækkede områder (Fig. 1). I midten af april trak den, med en enkelt afstikker til den finske side af Den Botniske Bugt, først til Umeå og dernæst til Luleå, hvor den opholdt sig omkring månedsskiftet april/maj.
No. 2 (Fig. 2) og 4 opholdt sig ligeledes i Luleå på dette tidspunkt, efter at de havde rastet i Umeå-deltaet, der ligeledes udgør en vigtig forårsrasteplads for de skandinaviske Taigasædgæs. I begyndelsen af maj trak de alle til den sydlige del af Finnmark på grænsen mellem Norge, Sverige og Finland, hvor No. 1 og 4 formentlig ynglede. I midten af juli ophørte No. 4’s logger med at sende, men det har dog vist sig, at gåsen er i live, idet den sidenhen er observeret bl.a. i Lille Vildmose. No. 2 opgav tilsyneladende at yngle og trak sidst i juni videre til Novaja Zemlja i Ishavet i det nordlige Rusland, hvor den fældede. På trækket over havet fra Nordnorge til fældeområdet tilbagelagde den ca. 1400 km i et stræk. Den forlod Novaja Zemlja sidst i september og ankom efter kortere stop i Finland og Sverige til Östen. Her opholdt den sig indtil sidst i december, hvorefter den trak til Lille Vildmose. No. 1 opholdt sig i yngleområdet indtil sidst i september, hvorefter den i løbet af få døgn trak til Östen. Her opholdt den sig indtil sidst i november, hvorefter den trak retur til Lille Vildmose.
No. 3 (Fig. 3) opholdt sig ligeledes i Lille Vildmose efter mærkningen i november, men i forbindelse med en kuldeperiode sidst i december trak den mod syd og rastede i første omgang i den tyske del af Vadehavet, hvorefter den fortsatte mod Holland. Her blev den observeret sammen med 15 andre Taigasædgæs inklusiv tre individer, der ligeledes blev mærket i Lille Vildmose i 2014. Området i Holland har tidligere haft en fast overvintrende bestand af Taigasædgæs, og vi må nu formode, at denne i et vist omfang har bestået af individer fra Lille Vildmose. No. 3 opholdt sig i Holland indtil d. 16. februar, hvor den midt på dagen indledte et træk i nordlig retning. Ved middagstid befandt den sig således midt i Nordsøen ca. 200 km fra den jyske vestkyst. Om aftenen ankom den til Stavanger, hvor den overnattede. Det er muligt at vejrforholdene gjorde det umuligt at fortsætte trækket mod nord. I hvert fald trak gåsen den efterfølgende morgen mod sydøst og nåede senere på dagen Jylland syd for Hanstholm. Herefter trak den over land eller langs kysten nord om Skagen for om aftenen at nå frem til farvandet sydvest for Læsø. Kort herefter døde gåsen formentlig, mens den stadig befandt sig i farvandet omkring Læsø. Den 25. februar blev den fundet på den østlige del af øen efter at være drevet i land. Det har desværre ikke været muligt at fastslå dødsårsagen.
De foreløbige resultater kan dermed opsummeres med, at vi har fået kendskab til de lokaliteter, som Taigasædgæssene fra Lille Vildmose benytter i forbindelse med forårs- og efterårstræk, ligesom vi har fået lokaliseret yngle- og fældeområderne. Vi har desuden på baggrund af halsbåndsmærkningen set, at der er større udveksling end først antaget mellem de to delbestande af Taigasædgæs, der overvinterer i Thy og Lille Vildmose. Halsbåndsmærkningen vil desuden gøre det muligt at udføre overlevelsesberegninger, hvorved vi bl.a. vil kunne få svar på, hvilke perioder af året, der er de mest kritiske for bestanden.
Vi håber at kunne skaffe de nødvendige midler til at kunne fortsætte projektet, men allerede nu har vi skabt et fundament, der kan understøtte den fremtidige forvaltning af Lille Vildmoses Taigasædgæs.
Ole Roland Therkildsen, seniorrådgiver, DCE-Nationalt Center for Miljø og Energi, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet