Af Esben Sloth Andersen & Hans Christophersen
Den nordjyske bestand af Kongeørn giver ikke kun anledning til stolthed blandt ornitologer og naturforvaltere. Der er også et stort behov for at gøre op med de mange myter om den imponerende rovfugl samt bidrage til, hvad man kalder evidensbaseret naturforvaltning. Baggrunden er, at Kongeørn stiller store krav til territorierne, at den kan influere på mindre husdyr og jagtvildt, og at den er udsat for mange trusler – fx vindmøller, redeforstyrrelser, forgiftninger og ulovlig jagt.
Disse problemer findes ikke kun i Danmark. Derfor har der hvert år siden 1999 været afholdt nordiske kongeørnesymposier med erfaringsudveksling og præsentation af de nyeste undersøgelser, og der er på internettet rapporter fra alle årene. Fra 2012 har der været fast dansk deltagelse, men Vildmose-symposiet var det første i Danmark. Det 20. nordiske kongeørnesymposium gennemførtes 26.-28. oktober 2018 med 76 deltagere, hvoraf knap 60% kom fra Sverige og Norge, en enkelt fra Finland, og resten fra Danmark. Det var DOF/Projekt Ørn, der stod for arrangementet med økonomisk støtte fra Lille Vildmose Naturfond.
Det var et meget indholdsrigt og hårdt presset symposium med 18 foredrag. Desuden skulle der være plads til at afspejle arrangementets placering i de danske Kongeørnes kerneområde. ”Hovedpersonerne” var til stede: op til fire Kongeørne kunne ses samtidigt på ekskursionerne i Tofte Skov og Mellemområdet, og der var også mulighed for at se Konge- og Havørne direkte fra Vildmosecentret. Rammen for rovfuglenes liv blev også klarlagt gennem historien om naturområdet Lille Vildmose, beretningen om det omfattende EU Life-projekt i Vildmosen, og under Tofte Skov-ekskursionen forklaredes, hvordan rewilding kan omsættes i praksis. Endelig var der et større billedshow om Lille Vildmose under festmiddagen på Kattegat Strand Camping i Øster Hurup.
Fra symposiets program. Akvarel: Bjarne Golles
Statusopgørelser
Et fast punkt ved kongeørnesymposierne er opsummeringen og vurderingen af årets resultater. Det var let at berette om de fem danske yngleforsøg i 2018. Opgaven var sværere for oplægsholderne fra de andre nordiske lande. Her er det meget større bestande, mange revirer kan ikke dækkes hvert år, og overvågningen af vanskeligt tilgængelige områder sker oftest med snescooter og helikopter. Den luftbaserede overvågning bruges ikke mindst i Finland, hvor de allerfleste ynglefugle findes mod nord. Der var 543 kendte revirer, hvoraf 464 var besatte og 330 med yngleforsøg mindst en gang i perioden 2014-2018. I Sverige kontrolleredes 793 af 865 kendte revirer. Antallet af besatte revirer var 466 og i 220 indledtes yngleaktiviteter, som lykkedes i 166 tilfælde og som resulterede i 207 unger. I de sidste ti år har antallet af besatte revirer været stabilt, mens antal unger i sådanne revirer har en langsigtet negativ trend. Der var ikke noget norsk landsresultat for 2018, men kun et skøn på 963 okkuperede territorier på basis af observationer fra perioden 2010-2014. Årets resultat fra udvalgte regioner var 0,44 unger per besat revir, og det svarer nogenlunde til gennemsnittet for de seneste 10 år.
Præcisionen af årsopgørelserne afhænger af de anvendte metoder til dataindsamlingen. Der er en dobbelt overvågning af Kongeørn i Norge. Den ekstensive overvågning består i at kortlægge nuværende og tidligere territorier i hele landet. Denne kortlægning førte til geografiske databaseoplysninger om 1260 revirer med cirka 2900 kortlagte reder. Den intensive overvågning studerer antallet af flyvedygtige unger i udvalgte områder, der rummer 10-15 % af den totale bestand. Her anvendes redekameraer, blodprøvetagning på unger samt indsamling af fældefjer til DNA-analyse. Sverige er ved at indføre et nyt inventeringssystem i stil med det norske, men det mødte skepsis fra oplægsholderne. Den hidtidige svenske overvågning af Kongeørn har gradvist udviklet sig – først lokalt, så regionalt og til sidst nationalt. Denne primært frivillige indsats har haft til formål at beskytte Kongeørnene og deres reder, og det har ført til en omfattende årlig overvågning med en ambition om at finde alle revirer, reder og unger på en måde, der svarer til en årlig og stærkt udvidet udgave af den norske ekstensive overvågning. Parallelt hermed har Naturvårdsverket i forbindelse med den nationale rovdyrspolitik udviklet en langt mindre ambitiøs overvågning af Kongeørn. I forbindelse med EU’s Fuglebeskyttelsesdirektiv manglede der imidlertid data, og derfor besluttede den svenske administration at indføre den norske model med en kombination af ekstensiv og intensiv overvågning. Men svenskerne kunne berette, at de foreløbige resultater langt fra er imponerende. Så organisationen Kungsörn Sverige fortsætter med sin veletablerede undersøgelsesmetode.
Norsk naturpolitik
Der blev fejret et jubilæum, men oplægsholderen understregede, at det ”ville være et gedigent nederlag, hvis 50- års-jubilæet for fredningen af Kongeørn i Norge skulle markeres med reduceret beskyttelse af arten.” Han mindede om "Den store Rovvildtskrig", der begyndte i 1845 med Stortingets vedtagelse af loven om rovvildtets bekæmpelse og de hertil hørende skydepræmier. Først 100 år senere kom der rigtigt gang i indsamlingen af faktuel kundskab, og beskyttelsen af Kongeørn blev en vigtig opgave for Norsk Ornitologisk Forening (NOF), der stiftedes i 1957. En milepæl blev nået i 1968 med fredningen af de norske Kongeørne og Havørne. Men forskerne kunne ikke hvile på laurbærrene, for der kom øjeblikkeligt en kraftig modreaktion på grund af frygten for øget skade på de mange norske får og tamrener. Kompensationerne for formodede ørnedrab af lam og rener tjente kun til at forøge problemerne. Det hele førte til, at myndighederne etablerede en omfattende forskning og overvågning af rovvildt, hvor Kongeørn på mærkværdig vis blev slået i hartkorn med ”de fire store” (ulv, los, jærv og bjørn). Det hele er endt med, at Kongeørn er en af de bedst undersøgte rovfuglearter globalt, og at der på 40 år har været mere end 100 norske rapporter og artikler om tab og tabsårsager for får. Der er kun påvist meget begrænsede skader, men alligevel fortsætter angrebene på Kongeørn og selv Havørn som skadevoldere på lam. Den politiske højrefløj nøjes ikke med at kræve nedskydning af påviste skadevoldere; de ønsker også en mere omfattende ”forvaltning” af Kongeørn på udvalgte lokaliteter; og NOF protesterer fortsat mod uspecifik nedskydning.
Halvøen Fosen nord for Trondheim er et af de områder, hvor regulering af Kongeørn bliver indført, og her gennemføres en større undersøgelse i perioden 2018-2022. Det er oplægsholderen, der står for undersøgelsen, og han påpeger, at den er specielt relevant, fordi der kun eksisterer lidt detaljeviden om Fosens kongeørnebestand, mens der er store lammetab og behov for at afklare, hvad der forårsager disse tab. Desuden findes ”de fire store” stort set ikke i området. Han arbejder ud fra en model, hvor det høje lammetab forklares ved sygdom, ulykker og prædation. Denne model kompliceres af, at syge lam er lettere bytte og mere udsat for ulykker. Der er altså mange ting, der skal undersøges. Undersøgelsen vil omfatte tabsstudier på radiomærkede lam; eksperimentelle studier med henblik på lammenes sygdomme og kondition; GPS-sporing af Kongeørn (og nogle Havørne); vildtkameraer på kadavere og på pladser hvor lam er fundet døde; samt DNA-prøver fra ringmærkede ørne og fra fjer i reder og ved lammekadavere. De foreløbige resultater er begrænsede. I et mindre forsøgsområde er der fundet et ynglende par (med en unge), hvortil kommer mindst to territorielle par. Der har kun været cirka 7% tab af lam i de studerede besætninger, og der er kun påvist et lam taget af Kongeørn (0,3%). Desuden har der været bjørn i området – med tab af et voksent får – og fårenes græsningsadfærd er ændret pga. bjørn og muligvis sommertørken i fjeldet.
Symposiets deltagere foran Vildmosecentret. Foto: Bjarne Golles
Ny viden gennem DNA-analyse og GPS-sporing
Der foregår en stærkt forøget indsamling af prøver til DNA-analyser. Blandt de mange anvendelser er en ambitiøs metode til DNA-baseret overvågning af Kongeørn. En norsk oplægsholder berettede om metodens baggrund og dens begyndende anvendelse i overvågningen. Formålet er at fremskaffe viden om ændringer i kongeørnebestanden, men til forskel fra den normale overvågnings fokusering på ungeproduktionen handler DNA-overvågningen om voksenoverlevelsen. Dette er faktisk det bedste indirekte parameter ved overvågningen af reelle bestandsændringer, men metoden kan kun estimere voksenoverlevelsen ved hjælp af DNA samt to antagelser om Kongeørnes yngleadfærd. Den første antagelse er, at en ynglepartner udviser en sådan grad af troskab mod territoriet, at dens forsvinden med meget stor sandsynlighed er ensbetydende med dens død. Den anden antagelse er, at Kongeørne – i modsætning til mange andre fuglearter – er monogame genetisk set. Tilsammen betyder disse antagelser, at man kan bestemme voksenoverlevelsen ved hjælp af årligt gentagne indsamlinger af fældefjer ved reden og ved siddepladser. Pilotstudiet af 15 besatte territorier i Finnmarksvidda i perioden 2012-2017 viste, at der havde været en død fugl på tre territorier, to døde fugle på tre, og tre døde fugle på et territorium. Tilsammen med de overlevende fugle giver det en gennemsnitlig årlig overlevelse på 91% og en forventet levealder på 11 år.
Jan Tøttrup Nielsen og Anders Tøttrup fremlægger resultater. Foto: Bjarne Golles
I Danmark har Jan Tøttrup Nielsen siden 2005 indsamlet mere end 800 fældefjer fra 28-30 Kongeørne, herunder alle danske ynglepar. Han fortalte om, hvordan DNA fra 80 af disse fjer nu er blevet analyseret af forskere anført af Anders Tøttrup fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet. Der blev udvalgt ti markører med et variabelt antal mikrosatellitter, der gør markørerne velegnede til identifikation af individer og slægtskab. Det lykkedes at identificere 21 individer, hvoraf ti er udklækkede i danske reder. De genetiske ligheder og forskelle mellem individerne blev brugt til opbygningen af et foreløbigt stamtræ for danske Kongeørne. Stamtræet viser tydeligt Høstemarksparrets (Lille Vildmose) velkendte store produktion af efterkommere. Blandt dem er hunnen, som i 2008 ynglede ved Overgaard Gods syd for Mariager Fjord, men som pludselig forsvandt – sammen med hannen i øvrigt. DNA-sekvenserne viser også, at hunnen fra Høstemark Skov er det samme individ i perioden 2004-2015, at hannen i Hals Nørreskov er den samme i perioden 2009-2015, og at hannen i Tofte Skov var det samme individ i perioden 1997-2008. Derefter forsvandt denne han fra Tofte, og i årene 2009-2016 skete der meget store udskiftninger i kongeørneparret i Tofte Skov. Der har måske været otte forskellige Kongeørne på spil i Tofte Skov-parret, og det kan ud fra de norske antagelser pege på, at mange er døde. I hvert fald viser DNA, at hannen fra 2015-ynglesæsonen i Tofte Skov er den ørn, som blev fundet skudt i marts 2016 på bredden af Limfjorden.
Symposiedeltagere på ekskursion i Tofte Skov. Foto: Bjarne Golles
GPS-sporing er en anden overvågningsmetode, der giver mange og overraskende informationer om Kongeørn. Det blev illustreret af foreløbige resultater fra det danske GPS-projekt, som blev præsenteret af Anders Tøttrup. Projektets langsigtede formål er at afklare Kongeørnenes bevægelser omkring territoriet samt deres habitatudnyttelse, bevægelser, spredning og dødsårsager. I 2015 og 2016 forsynedes foreløbig fire ungfugle med sendere, men en døde og senderen på en anden ophørte hurtigt med at fungere. Projektet er således hidtil kommet til at handle om to fugle: Hunnen ”Tofte” og hannen ”Høstemark”. Mange interesserede har på projektets hjemmeside (https://macroecology.ku.dk/research/managing-biodiversity/goldeneagle/) fulgt ørnenes færden, men Anders Tøttrup forklarede, at bearbejdede GPS-data kan afsløre meget mere om disse Kongeørnes foretrukne jagtmarker. Han startede med ”Høstemarks” bevægelser i sommerhalvåret delt op i segmenter af fem km og med angivelse af flyvehastighed. Det var tydeligt, at fuglen under opholdet i områder som Lille Vildmose, Store Vildmose, Klelund Dyrehave og Norddjursland foretog mange langsomme jagtflugter. Spørgsmålet var, hvad der karakteriserede disse habitater. Løsningen var at koble GPS-dataene til det danske habitatskort, hvis fuglen opholdt sig i området i mere end tre dage. For ”Høstemark” kunne der identificeres 63 lokaliteter (punktskyer), mens ”Tofte” havde 47 lokaliteter. Disse lokaliteters habitater blev klassificerede, og resultatet er en tydelig forskel mellem de to ørne. ”Tofte” opholdt sig mere på åbne arealer end i skov, mens forholdet var omvendt for ”Høstemark”. Det passer godt med at ”Høstemark” er han i det nye par i Hals Sønderskov, der første gang har ynglet i 2018. Lad os til sidst se på de generelle habitatspræferencer for de to ørne. Set i forhold til størrelsen af de tilgængelige arealer er det tydeligt, at ørnene undgik byer og vand og begrænsede anvendelsen af almindeligt landbrug, mens de foretrak mere naturagtige åbne arealer samt skov.
Kongeørn, Tofte Sø, 9. september 2018. Foto: Mette Berg Hansen
Afslutning
Det er allerede blevet klart, at kongeørnesymposiet i Lille Vildmose rummede et righoldigt program, og dets gnidningsløse gennemførelse krævede meget af de danske organisatorer. Det bliver endnu tydelige af, at der blev fundet plads til yderligere fire oplæg, der primært handlede om Havørne. Tre af oplæggene var danske. Daniel Palm Eskildsen fra DOF fortalte om GPS-projektet på Havørn i Danmark, hvor otte ørne nu sender data fra alle egne af landet. Dyrlæge Mona Lykke Jacobsen fortalte hvordan man på Århus Universitet bruger hendes blodprøver fra havørneunger til at spore miljøgifte. Endelig skitserede Jan Tøttrup Nielsen et nyt projekt om den mulige fødekonkurrence mellem Havørn og Kongeørn; han fremlagde også foreløbige resultater, der sandsynliggør eksistensen af konkurrence mellem arterne.
Ligesom for de tidligere symposier vil der blive udarbejdet en fyldig rapport. Det næste kongeørnesymposium finder sted i Funäsdalen i Härjedalen i september 2019.