Header

Af Jørgen Kabel
Lørdag morgen den 28. april fouragerede en lille brunlig fugl med et “iøjnefaldende gult øjenbryn” i indkørslen hos Lene Thomsen på Fyrvej 7 i Skagen.
Lene fodrer flittigt i indkørslen og holder interesseret øje med, hvad der kommer på besøg af fugle. Hun kunne dog ikke lige genkende, hvilken art der var derude i indkørslen denne morgen og tog derfor nogle fotos ud igennem køkkenvinduet med sin mobiltelefon.

Lidt senere kom Lenes datter Mette på besøg. Mette kigger også på fugle, som så mange andre i Skagen og valgte heldigvis at sende billederne videre til undertegnede for at få hjælp til at identificere fuglen.
Jeg modtog billederne mens jeg var på morgenobs på Nordstrand og blev vistnok både ligbleg og fik kaffen galt i halsen, da jeg så dem på min mobil… for jeg kunne straks se, at det var noget meget spændende det her, uden dog helt at kunne sætte navn på arten. Min første tanke var, at det måske kunne være Hvidstrubet Spurv, som jeg kendte lidt til i forvejen fra USA, og som også er gul hen over øjet. Men med god hjælp fra Knud Pedersen og Jan Speiermann, som også var på Nordstrand, fik vi dog hurtigt identificeret fuglen til intet mindre end Gulbrynet Værling (Emberiza chrysophrys). Der var altså tale om en MEGA sjældenhed og en helt ny art for landet!!!


Gulbrynet Værling, Skagen 1. maj 2018. Foto: Lars Paaby

Herefter gik alarmen naturligvis, og twitchere fra nær og fjern dukkede op for at se fuglen. Det lykkedes da også for rigtigt mange at se værlingen denne lørdag, idet den to gange returnerede til indkørslen hos Lene Thomsen, inden den forsvandt i nordlig retning sidst på eftermiddagen.
Søndag den 29. april blev den ikke set trods ihærdige forsøg på at genfinde fuglen, og konklusionen blev vel, at fuglen nok i nattens klare vejr var trukket videre.
Overraskende var det derfor, at den om eftermiddagen mandag den 30. april blev genfundet lidt længere mod nord i nogle baghaver på Jens Vævers Vej og Skarpæsvej, hvor den efterfølgende holdt til frem til om aftenen tirsdag den 1. maj. Her lykkedes det heldigvis for rigtigt mange twitchere at se fuglen i løbet af de to dage.


Gulbrynet Værling-obsere, Skagen, 28. april 2018. Foto: Helge Røjle Christensen

Jeg bor selv i kvarteret, hvor fuglen opholdt sig til sidst og lagde have til mange af de besøgende, der kom for at se fuglen, og det var rigtig hyggeligt og naturligvis en meget stor fornøjelse at kunne fremvise en ny art for landet i min egen baghave.
Specielt tirsdag formiddag viste værlingen sig fra sin bedste side, da den i perioder sad frit fremme i træerne og sang, lige indtil den endelig, i det begyndende regnvejr, valgte at søge ned på mit foderbræt for at mæske sig i diverse fuglefrø, i selskab med bl.a. Bogfinker og Gulspurve – og det til stor begejstring for de få tilbageværende fuglekiggere, der nu havde søgt ly for regnen i min havepavillon. Her stod de nemlig perfekt placeret med ganske få meters afstand til foderbrættet og havde naturligvis kameraerne klar til at tage nogle superfine billeder af fuglen.
Det er vist de færreste fuglekiggere forundt at få så fornemt besøg i sin egen have, og det blev alt i alt nogle fantastiske dage, som jeg vil huske tilbage på med stor glæde.
Så “tak for besøget” – både til Gulbrynet Værling, men bestemt også til de mange fuglekiggere fra nær og fjern der kom forbi og bidrog til festen!


Gulbrynet Værling, Skagen 28. april 2018. Foto: Lars Paaby

Gulbrynet Værling yngler i det østlige Sibirien og overvintrer i Sydøstkina.
Det er nok rimeligt at antage, at denne fugl har overvintret et sted i Europa efter at være fløjet forkert i efteråret. I foråret har den så sikkert fået gang i trækdriften igen, og er dermed endt i Skagen.
Det drejer sig om det 12. fund i Europa. Der er to tidligere forårsfund i Europa (april og maj), men kun det ene er godkendt i kategori A. Der er desuden et fund af en vinterfugl (3. januar – 27. februar) på en fodringsplads i Sverige, men derudover er alle de øvrige europæiske fund fra månederne september og oktober.
Det danske fund er godkendt af SU, men der er endnu ikke taget stilling til, i hvilken kategori det placeres.