Header

Af Frits Rost

Jeg synes, at det er mega-spændende at lede efter sjæld­ne fugle, og det allerbedste er selv at finde dem. Det sker desværre næsten aldrig for mig, men en sjælden gang kan man jo bare være heldig med tilfældigvis at være på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Det var i den grad tilfældet for undertegnede denne sommer, hvilket er for­søgt beskrevet i det følgende.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at forventnin­ger om spændende fugle på denne søndag sidst i som­mer­ferien ikke var til stede overhovedet. En invitation til en hyggelig frokost i et sommerhus nær stranden sammen med familie og venner var dog et kærkomment alter­nativ og en fin afslutning på en varm sommerferie. Hånd­kikkert, teleskop og fotogrej blev nærmest pr. auto­ma­tik lagt ind bag i bilen, selv om det næppe ville komme i brug.

Grønhøj Strand den 28. juli 2019

Vel ankommet til Grønhøj syd for Løkken skulle vi lige et smut til vandet, mens der stadig var godt vejr. YR havde nemlig lovet regn senere på dagen. Under gåtu­ren kunne vi godt se, at skyerne trak sammen, og der nær­me­de sig en kraftig front med regn og torden fra syd­øst, så vi trissede derfor hjem mod sommerhuset. Til­ba­ge ved huset gik jeg sammen med at par af vennerne op på en klittop med håndkikkerten, for om muligt at op­leve lidt lyn med den efterhånden blygrå tordenfront som baggrund, inden uvejret kom alt for tæt på. Jeg over­vejede her at tage kameraet med, men da regnen så ud til at kunne ramme når som helst, droppede jeg det igen.

Fra toppen af klitten bemærkede jeg med det samme en mindre flok Mursejlere komme imod os sydfra i for­holds­vis lav højde. Dvs. lige foran den truende front med regn. I flokken var der et eller andet der glimtede hvidt. Jeg tænkte, at det nok som så ofte var en Bysvale, der havde slået følge med Mursejlerne, som de jævnligt gør under forårstrækket. For lige at være helt sikker fulgte jeg flok­ken, mens fuglene kom nærmere. Der var ingen svaler i flokken, men en af fuglene blev ved glimt­vis at vise no­get hvidt. Pludselig gik det op for mig, at det var en af sej­lerne, der tilsyneladende var delvis hvid.

Så skal jeg da lige love for at pulsen røg op og "bukke­fe­beren" indfandt sig, for så kunne jeg godt regne ud, at der var noget giftigt under opsejling. Første oplagte tanke var Alpesejler, der jo har hvid strube og mave ad­skilt af et mørkere bånd ned over brystet. Det passede ikke helt, for den her havde en anden fordeling af sort og hvidt. Den var godt nok lys på struben, men maven var mørk. Hmmm, hvad fa… var det for en? Alt hvad jeg kunne komme i tanke om vedrørende hvidt på sej­lere tordnede gennem hovedet, og forvirringen var total.

Fuglen var hurtigt så tæt på, at man nu kunne se, at den var større end de andre sejlere, og den var helt hvid på undergumpen og lys på struben. Selv uden kik­kert kunne man se, at der var noget hvidt, der glim­tede. Plud­se­lig kom jeg i tanke om, at der jo var nogle asia­ti­ske sej­lere, der vistnok ser sådan ud. Fra forberedelsen til en fugle­tur til Thailand i februar 2019 huskede jeg godt, at havde set fotos og tegninger af den her type sej­ler og jeg hus­kede også, at et af de vigtige kendetegn var om, og i så fald hvor meget hvidt/lyst der var bl.a. på fug­lens ryg. Derfor flyttede mit fokus umiddelbart hen på at få hold på fuglens rygfarve.  Den havde sagorasme også en stor hvid plamage på ryggen… Så begyndte det hele lang­somt at falde på plads…

Mine venner, der ellers ikke er fuglekiggere, kunne godt fornemme, at der var noget helt galt pga. den mærk­vær­dige opførsel. Jeg råbte til dem (selv om de stod lige ved siden af mig!), at det her var helt vanvittigt, da det lig­nede en Tornhalesejler rigtig meget (de troede vist, jeg havde fået solstik, men spurgte høfligt om den var sjæl­den!!!).


Tornhalesejler, Asien, 14. maj 2017. Foto: Masami Kuroda (fra Wikimedia Commons med denne licens: 
Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International)

Her var det så, at jeg desværre opdagede, at mit kamera fortsat lå nede bag i bilen ca. 100 m væk. Hvem ville ikke på det tidspunkt have givet en betragtelig sum for at kunne stå med kameraet skudklar i hånden? Skulle jeg for­søge at løbe hen efter det, for det kunne være rigtig godt at dokumentere fuglen med et billede, og den var jo faktisk rimelig tæt på. Efter en hurtig vurdering blev ideen dog droppet. Det klogeste var nok at blive på klit­ten og forsøge at få set lidt flere detaljer på fuglen. Jeg tror, at det var den rigtige beslutning, da fuglen vel kun var inden for synsvidde ét minut eller mindre, så jeg havde formentlig aldrig nogensinde genfundet den, end­si­ge fået brugbare billeder.

Fuglen var så venlig at kredse rundt et par gange, og jeg var efterhånden helt sikker på, at en betydelig del af ryggen var meget lys, nærmest hvid. Fuglen sås efter­hån­den i fint medlys, da den trak øst om klittoppen, vi stod på og i en absolut fornuftig afstand. Snart var fug­len forbi og hastigt på vej væk. Det var faktisk først her, at jeg kom til at tænke på, hvor massivt tyk den egent­lig var. I et splitsekund fløj den direkte væk, paral­lelt med en Mursejler og her kunne man virkelig se stør­rel­ses­for­skellen på kroppene.  Det var som at se en tunfisk fra en­den (forestiller jeg mig). Den var massivt tyk, kug­le­rund og betydeligt tykkere end en Mursejler.  Et øjeblik se­nere var de alle væk igen bag træer og høje klitter.

Min umiddelbare vurdering var, at det måtte være Torn­halesejler, men inden jeg turde melde den ud måtte jeg lige tjekke fotos på nettet via min mobil. Der var vistnok mindst to andre asiatiske sejlere, der kunne ligne en del, men var der mon andre arter af sejlere, der havde denne fordeling af hvidt på kroppen?

Efter nogle minutter var jeg dog blevet så sikker i min sag, at jeg turde melde observationen ud via BirdAlarm som en sandsynlig Tornhalesejler. Håbet var at folk læn­gere mod nord måske også kunne få kig på fuglen, men det skete tilsyneladende aldrig.

En beskrivelse af fuglen er sidenhen sendt til SU og ob­ser­vationen er godkendt som det andet her i landet. Lan­dets første observation er fra Rømø den 21. oktober 2012.


Øvrige data om arten

Tornhalesejler findes i to racer, hvoraf H. c. nudipes (Hi­ma­layan Needletail) yngler i Himalaya (mørk grøn på kortet). Denne race er ikke trækfugl (nogle mener dog, at dens vinterkvarter bare er ukendt). Den anden race H. c. caudacutus (White-throated Needletail) yngler i Cen­tralasien og den sydlige del af Sibirien til Kina og Ja­pan (lys grøn på kortet). Denne race er trækfugl og over­vin­trer i Sydøstasien og Australien (gult på kortet).

Jeg har ikke rigtig nogen god forklaring på, hvordan og hvorfor en Tornhalesejler pludselig kan dukke op her i Danmark sidst i juli, hvor den vel burde være på yngle­pladsen adskillige tusinde km mod øst.

Arten er i litteraturen beskrevet som en meget stærk fly­ver og nogle steder tilskrevet at være verdens hurtigste fugl under aktiv flugt. Arten er tidligere truffet en del gange i Europa, og i den øvrige del af Norden er den også set på Færøerne, fem gange i Finland, to gange i Sve­rige og tre gange i Norge.


Kortet er lånt fra: A Guide to the Swifts and Tree Swifts af the World; Pica Press; Mountfield 2000; ISBN 1-873403-83-6